BETONHOVEDER - PASTOR LAIER, EN UNIK SKIKKELSE I DANSK MODERNISME
Anton Christensen Laier, med kunstnernavnet Pastor Laier, er også kendt som kunstnerpræsten, der temmelig pludselig debuterede i Hjallerup præstegårdshave (1936) med en række betonværker, som satte Danmark på den anden ende.
Laiers usædvanlige billedverden har siden fascineret de mange gæster både i Hjallerup og på udstillingssteder som Kunsten, Louisiana, Charlottenborg og mange andre steder. Første gang man møder Laiers værker udtrykker beskueren ofte en undren. Hvad er dette umage fænomen, der kigger mangetydigt tilbage på udstillingsgæsten. Ikke alene i form af et betonansigts livfulde øjne, men hundredvis af blikke returnerer den seendes. Roosevelt, Kaj Munk, Broby Johansen. Hoveder af kendte personligheder fra Laiers samtid, udført med hans karakteristiske hånd, trukket gennem betonens grå hud. Men også lokale Hjallerupborgere. Tømreren, snedkeren, postbuddet.
Værkerne på udstillingen er museumsgenstande, og derfor er der ikke salg fra denne udstilling.
Udstillingen er i et samarbejde med “Foreningen Pastor Laiers Kunst” v/ Klaus Marthinus.
Udstillingen er tilrettelagt af Grenaa Kunst- og Musikforening.
Foredrag torsdag den 7. maj kl. 16 - 18 med Klaus Marthinus
- arrangeres af Grenaa Kunst- og Musikforening i samarbejde med Folkeuniversitetet Norddjurs.
Pris 75 kr., for kunstforeningens medlemmer 50 kr.
Der er ingen tilmelding. Billetter købes ved døren
Udstillingen har udvidede åbningstider, og kan ses fra onsdag til søndag klokken 13:00 til 17:00 frem til den 25. maj 2026



